Der kom en kold vind fra Rusland ind over byen og pludselig havde vi det værste...eller skulle jeg sige, det bedste snevejr i 20 år her i London. Jeg sad klistret til køkkenvinduet fra vi stod op og stirrede ud på alt det der faldt ned fra himlen. Senere gik vi os en tur. Mor masede mig i barnevognen gennem snedyngerne ned til London Fields, så jeg kunne opleve Londonerne når der kommer sne til deres land. Uheldigvis sov jeg hele vejen...men så var det jo meget godt at min mor havde sit kamera med. Hun nåede lige at få snappet lidt inden det løb tør for batteri. Jeg vågnede op på vejen hjem og kluk lo over de snefnug, som dalene ned foran mig og smeltede på min næse.

I de sidste fire dage er jeg begyndt at se verden fra en etage højre end jeg plejer. Jeg har nemlig fundt ud af hvordan man kommer op på alle fire, men når jeg så står dér og har kikket mig lidt omkring ved jeg egentligt ikke hvad jeg skal og glider ned på maven igen. Efter jeg er startet på at komme op på alle fire er mine forældre begyndt at opfører sig usædvanligt og kravle begejstret rundt om mig. Besynderligt - hvad skal det nu til for!