OK jeg indrømmer det. Det var faktiske en uadmindelig dårlig ide at give min mor myndighed til at skrive min blog for mig. Ikke fordi hun ikke skriver noget pænt om mig- men fordi hun slet ikke skriver! Der er nu næsten gået et halv år siden sidst, og jeg undskylder overfor alle mine læsere, for der har faktisk været masser af stof at skrive om. Feks. kan jeg nu gå! Jeg tog mine første tre skidt, da vi var på sommerferie i Frankrig og jeg var 11 måneder. Jeg blev opmundret til det, og det var ikke noget jeg var forfærdeligt pjattet med at prøve, så jeg har ikke gjort mig forfærdeligt meget i det siden....små skridt, må skidt! Jeg holder stadig meget af at se ud igennem vinduet og kikke på togene....faktisk er det noget af det mest fanstiske jeg ved; en sur dag kan vendes til en god, hvis bare jeg stilles i vindueskarmen med udsigt over Hackney Downs Station. Nu hvor vi taler om toge, så var 'tog' et af de første ord jeg sagde. Måske kom ordet 'Mad' før....hmmm de er begge meget vigtige elementer i min hverdag, så det er svært at sige hvad der kom først! I hvertfald var jeg ca. 11 måneder og en uge da disse første ord kom.
Ellers er der ikke så meget at sige, ud over den lille finesse at jeg har sovet igennem siden jeg var 9 måneder. Der havde været lidt meget natte uro, kunne jeg forstå på mine forældre, og de der dybe mørke plamager under deres øjne var en ting som også underboen var begyndt at lide af. Og så var det at min mor fandt bogen Godnat og Sove Godt frem. Under kapitlet 'en ny start' fandt de metoden, som fik mig - og ikke mindst mine forældre - til at sove igennem. Og den virkede; tre dage efter sove jeg som et kid, og har gjort det lige siden. Og den dag i dag ser mine forældre overraskende friske ud og har pludselig fået energi til....til pokeraften med vennerne, skrivegruppe på det lokale teater og musik festivaller!

Så er jeg blevet et halvt år - og vil for en god ordens skyld lige samle op på hvem jeg er blevet soo far. Jeg er et mildt væsen, undtagen når jeg skal presses ned i en rosa flyverdragt, så folk på gaden siger "What a cute little girl!". Jeg er hurtig-genopladelig og behøver kun 3-4 x 25 min. søvn i løbet af en dag. Jeg går op i detaljer, så som hundehår i gulvtæppet, min mors skjorteknapper og løse travler i den gamle uld plaid. Derudover holder jeg meget af skygger og hænder og hænder der laver skygger og figurer, og så er jeg vanvittigt forundret og fascineret af damp fra elkogeren! Jeg er super stærk og robust og kan løfte tunge ting. Eksempelvis havde jeg min jævnaldrende veninde Marlene liggende oven på mig (hun er ca. 6 kg), og det generede mig ikke det mindste. Selv er jeg vist nok omkring de 8 kg nu. Jeg er godt i gang med at prøve at kravle. Det går desværre den forkerete vej - nemlig baglæns! Her på min halv-fødselsdag var vejret været godt (se selv vejret i skålen), og jeg fejrede det hele med en halv banan til morgenmad. Fra nu af kan jeg ifølge diverse pjecer fra kommunen og vores Health Visitor spise alt - så længe det bare er godt moset!

Der kom en kold vind fra Rusland ind over byen og pludselig havde vi det værste...eller skulle jeg sige, det bedste snevejr i 20 år her i London. Jeg sad klistret til køkkenvinduet fra vi stod op og stirrede ud på alt det der faldt ned fra himlen. Senere gik vi os en tur. Mor masede mig i barnevognen gennem snedyngerne ned til London Fields, så jeg kunne opleve Londonerne når der kommer sne til deres land. Uheldigvis sov jeg hele vejen...men så var det jo meget godt at min mor havde sit kamera med. Hun nåede lige at få snappet lidt inden det løb tør for batteri. Jeg vågnede op på vejen hjem og kluk lo over de snefnug, som dalene ned foran mig og smeltede på min næse.

I de sidste fire dage er jeg begyndt at se verden fra en etage højre end jeg plejer. Jeg har nemlig fundt ud af hvordan man kommer op på alle fire, men når jeg så står dér og har kikket mig lidt omkring ved jeg egentligt ikke hvad jeg skal og glider ned på maven igen. Efter jeg er startet på at komme op på alle fire er mine forældre begyndt at opfører sig usædvanligt og kravle begejstret rundt om mig. Besynderligt - hvad skal det nu til for!

Det er tre måneder eller mere siden min mor har skrevet på min blog. Undskyldningerne er mange...men ingen gode nok, så nu har hun besluttet at sætte sig til tasterne igen. Meget er sket; jeg har spist min første skemad. Det var noget frugtmos fra glas (se foto), siden er det blevet til advokado (um um) og brocoli (ad ad) og sammenmoset gulerod og sødkartofel (helt i orden)...men hjemmebrygget mælk er og bliver dog stadig at foretrække.
Min mor går i disse dage og pønser på at afsætte mig til anden side, hun har nemlig besluttet at putte mig i vuggestue et par dage om ugen. Den skæbnesvangre dato, hvor jeg skal indføres er nu sat til d.9 feb....I skal nok høre mere herom. Indtil da klamrer jeg mig til hende og råber på hende i tide og utide - hun skal vide, at hun ikke bare sådan kan slippe af med mig så let. Siden hun skrev sidst på bloggen, har jeg også lært at rulle fra ryg til mave og jeg laver noget for tiden der minder om armbøjninger for at komme videre op. Herudover er jeg blevet døbt at min farfar og fået mere hår på hovedet. Det er dog desværre ret usynligt pga. dets fine gyldne skær, men jeg skulle mene at det varmer lidt. Herudover har jeg oplevet noget historisk, nemlig en sort fyr blive præsident i USA. Det er sådan et hit herovre, at det på valgnatten gjaldede ud gennem vinduerne med glædes råb, da det endelige resultat forlagde. Og som I kan se, er begejstringen stor her i London; selv inderne er grebet af ligestillingens triumf og køber stolte billeder af Det hvide Hus!!! Som min mor er jeg også blevet født under en økonomisk krise...oftere og oftere går vores indkøbstur til Tesco istedet for Saintsbury. Selv om de økonomiske skyer trækker op over os, ikke mindst med en dyr vuggestueplads, er der lyspunkter såsom det historisk lave pund - hæ hæ!